Forening

Venstre i Høje Taastrup

Som Danmarks ældste parti, og som det største i Folketinget (47 mandater), er Venstre toneangivende i det politiske liv. Også når det gælder den folkelige opbakning i form af medlemmer (44.361 pr. 31. december 2010), er Venstre med i førerfeltet.

Ved valget i november 2001 blev Venstre igen – for første gang siden valget i 1924 – Danmarks største parti. Valget i 2005 befæstede Venstres position som landets største parti, og valget var historisk, idet Venstre for første gang i nyere tid fik genvalgt en statsminister.

Endnu en historisk markering blev hentet hjem ved valget i november 2007, da vælgerne for tredje valgperiode i træk gav opbakning til en Venstre-ledet regering.

Ved valget den 15. september 2011 gik blå blok samlet tilbage, og VK-regeringen måtte træde tilbage. Men Venstre fik et flot valg med 40.000 flere stemmer end i 2007, hvilket resulterede i et ekstra mandat.

Det var anden gang Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, kunne notere sig en fremgang. Også ved valget til Europa-Parlamentet i 2009 gik Venstre en smule frem.