Forening

Fløng Operaforening

Hvem er vi

Vores forening blev startet 1998, så vi har nu 10 år på bagen.

Foreningens formål er at varetage medlemmernes interesser af enhver art i forbindelse med:
– gensidig udbredelse af kendskabet til opera ved information,
foredrag, operaforestillinger i ind-og udland.

– Det er væsentligt, at menige medlemmer af foreningen bidrager
med ideer og aktivt deltager i foreningens arbejde til fælles
interesse.

Foreningen har i dag omkring 70 medlemmer, der på en årlig generalforsamling vælger en bestyrelse, der ud fra dels egne ideer og dels ideer fra medlemmerne tilbyder forskellige arrangementer i operasæsonen.

Enhver med interesse for opera eller blot en naturlig nysgerrighed for, hvad opera kan tilbyde, kan blive medlem. Medlemskabet koster et symbolsk beløb på pt. 150,- årligt og et indskud på 50,- kroner. For dette kontingent får man således mulighed for at deltage i forskellige arrangementer, ligesom man modtager 4-5 nyhedsbreve årligt.

Hvilke muligheder er der så tale om. Ja, det synes vi selv, at vores hidtidige arrangementer fortæller noget om :

Vi har prøvet…..

Operarejser til Berlin, Prag, Malmø, Budapest, Skt. Petersborg, Odense og Dresden.

Vi vælger 3 – 4 forestillinger pr. sæson på Det Kgl. ( evt. også alternative scener)

Vi deltager samlet til optakten til den ny sæson i Det gule Palæ i Roskilde

Vi inviterer foredragsholdere til at fortælle om spændende ting fra operaens verden
Og meget mere …..

Og selvfølgelig er alt op til det enkelte medlem, om man vil deltage. Så når man får lyst til deltage i et arrangement, så tilmelder man sig bare. Der kan dog være begrænsninger (”først til mølle”) i det antal billetter foreningen kan få fra det Kgl.

Vil du høre mere eller har du allerede fået lyst til at være medlem, så er det bare at ringe eller sende os en e-mail og vi vil straks kontakte dig. Vi vil se frem til, at kunne byde dig velkommen.