Forening

FDF Selsmose

Mange FDFere siger, at de går til spejder. Det er ikke helt forkert, for FDF har mange lighedspunkter med spejder organisationerne.
Men FDF er sin egen; vi har vore egne traditioner og måde at gøre tingene på. Det hedder derfor: Jeg er FDFer. At være FDFer er noget man er, og ikke bare noget man går til.

FDF er en kirkelig børne- og ungdomsorganisation skiftet i 1902 på Frederiksberg, i 2002 havde vi 100 års jubilæum. FDF har rigtig mange medlemmer fordelt på 450 lokale kredse.

I FDF er aktiviteter og samvær bestemt ud fra børnenes behov. Børnene og de unge gives frihed under ansvar og lærer at omgås det farlige med omtanke. Derfor er uheldene få, selvom børnene bruger kniv, arbejder med åben ild, sejler og klatrer.
Medansvar og medindflydelse indgår for små og store.

FDF ønsker også at bidrage til forbedring af børns generelle vilkår i folkekirken og i samfundet. Samværsformen bygger på gensidig tillid og respekt. Børnene og de unge lærer at tage ansvar og at hjælpe hinanden.
Aktiviteterne er mangfoldige, men fælles for dem er, at de giver udfordringer og medvirker til et godt fællesskab.

I FDF vil jeres barn lære sit fadervor, og meget mere end det. – Her lærer vi eksempelvis hvordan man begår sig i kirken og vi deltager aktivt i at arrangere gudstjenester. Det er vores formål at være en del af folkekirkens børnearbejde, og at lære børnene hvad det vil sige, at være døbt.

FDF Selsmose har gennem årene været heldig, at have haft nogle dygtige ledere, og her stadig de bedste ledere. Lederne er frivillige og ulønnede.
Mange af dem er selv vokset op i FDF, har giftet sig med en FDF leder og har fået interesse for FDF-arbejdet.

Lederne i FDF er lige så forskellige som alle andre, men fælles for dem er, at de har lyst til at give børn og unge gode oplevelser og mod på livet.

Vi er en kreds med plads til alle.