Forening

Det Udgående Team i Region Hovedstaden

De Udgående Teams – DUT

Professionel behandling – menneskelig indsigt
Det Udgående Team (DUT) tilbyder gratis og anonym rådgivning, for alle med et alkoholproblem. DUT har base i Glostrup og Roskilde.

DUT er et samarbejde mellem professionelle behandlere, og frivillige fra Lænken, Blå Kors og AA, der har haft alkoholproblemer tæt inde på livet.

Dette samarbejde betyder, at DUT kan tilbyde både professionel hjælp og individuel rådgivning fra mennesker, der forstår og kender din situation.
Sammen kan vi hjælpe dig til at komme videre og få en bedre hverdag.

Hvordan kan vi hjælpe?
DUT kan tale med dig om, hvordan du kan komme ud af et problematisk alkoholforbrug. Vi kender de forskellige behandlingsformer og kan vejlede omkring, hvilken behandlingsform, der passer til netop dit behov.

Vi har et overblik over, hvilke behandlingstilbud og sociale aktiviteter, der findes i dit område og kan hjælpe dig med at skabe kontakt.
DUT fokuserer på alkoholforbrugets konsekvenser for alle i din omgangskreds. DUT kan hjælpe dig og dine nærmeste med at få talt om de problemer og udfordringer, I oplever i hverdagen.

DUT underviser desuden gerne hospitals- og socialforvaltningspersonale.

Hvor kan du finde os?
DUT i Glostrup tilbyder samtaler hos praktiserende læger, på Glostrup, Ballerup, Herlev og Gentofte hospital, i socialforvaltninger, eller hjemme hos dig, hvis du foretrækker det.

DUT i Roskilde kommer på ”Fjorden” (Roskilde Amtssygehus Fjorden), samt sygehusene i Roskilde og Køge og kan i særlige tilfælde tilbyde samtaler hos praktiserende læger, på hospitaler, i socialforvaltninger, eller hjemme hos dig, hvis du foretrækker det.